
Jeg fik foræret en racercykel af mine forældre i konfirmationsgave. Det var uden cykelsko. Jeg cyklede i 2-3 år uden at have cykelsko på – og så fik jeg endda skoene i fødselsdagsgave.
Og lige pludseligt var jeg bare 20 % hurtigere på cyklen.
Når du cykler normalt uden cykelsko, og træder ned i pedalerne, sker der noget. Men når fødderne ryger op igen er det bare spildt energi. Med cykelsko er dine fødder klistet fast til cyklen. Når du træder op i pedalerne, er det derfor energi, der også bliver sat lige ned i cyklen.
Du bruger din energi meget bedre med cykelsko. Det betyder, at du kan cykle længere med den samme energi. Du kommer til at cykle hurtigere.
Undgå i København
Ulempen ved cykelsko er, at du skal ”klikke dig ud”, hver gang du skal stå uden cyklen. Det skal du lige vænne dig til, og det kan godt koste et fald eller to, mens du vænner dig til lige at klikke dig ud af cykelskoene.
Jeg cykler med cykelsko, når jeg er hjemme ved familien på Fyn – men i København på min mountainbike er det uden skoene, da det simpelthen er for farligt (lige pludseligt skal du jo bremse).