Jeg kan seriøst spille det i timevis hver eneste dag, hvis det skal være. Jeg ved ikke helt hvad det er med det. På en måde er det ikke særlig udfordrende, og samtidig heller ikke særlig varieret. Men på den anden side er der mange timers underholdning i det, og man kan jo bygge sig længere og videre hen i spillet hele tiden, så man lærer hele tiden noget nyt og har mulighed for at gøre spillet til sit eget. Faktisk synes jeg, når man spiller Minecraft, at man kan komme helt ind i en anden verden, og ligesom måske lidt glemme de problemer der er udenfor.
Så på den måde kan det være virkelig afstressende at spille Minecraft igen og igen. Jeg kan virkelig komme helt væk fra virkelighedens verden og tiden kan bare flyve af sted. På den måder har jeg ofte prøvet at miste et par timer af gangen, hvor det altid lige har føltes som ti minutter, eller et kvarter eller måske max en halv time. Men selvom jeg skriver, at jeg har mistet tid, føler jeg i sidste ende ikke helt, at den bare er gået til spilde.
Jeg føler da også, at jeg har fået slappet af samtidig med, og har fået sat et stop for hverdagens tanker. Det er som om, jeg ikke kan tænke flere ting på en gang, når jeg spiller Minecraft. Det forekommer mig ret usandsynligt at jeg pludselig skulle komme til at tænke på om jeg for eksempel havde husket at slukke lyset sidst jeg var på badeværelset eller lignende. Alt hvad der hedder multi-tasking bliver der fuldstændig slukket for så længe jeg sidder bag skærmen med Minecraft kørende. Min hjerne får en form for en pause. Derfor er det aldrig spild af tid.